Tip os
Peter Sørensen holdt møde med sine spillere i går, hvor han orienterede dem om udviklingen. ?
Foto: Jakob Stigsen Andersen

SIF

Voldssag trækker mørke skyer over manager og SIF

En hård skilsmissesag er endt som en voldssag mod SIF-manager Peter Sørensen, der er sigtet for at skubbe og hive i sin tidligere hustru. - Det var et stormfuldt ægteskab, men jeg har ikke begået vold. Det er pure opspind, siger Peter Sørensen
10. november 2016, 11.39

Dette er en artikel, som normalt er forbeholdt abonnenter. Men i dag giver vi dig den gratis. Som abonnent får du eksklusivt adgang til den bedste journalistik fra Midtjyllands Avis. Her finder du nyheder, analyser, reportager, dybdegående interviews, temaer og features. Prøv Mja Plus gratis i en måned ved at klikke her

FODBOLD Det er en tydelig mærket Peter Sørensen, der onsdag før middag møder Midtjyllands Avis. Øjnene er røde og stemmen ikke fast som normalt.

Årsagen er en hård skilsmisse, der tirsdag førte til, at han blev sigtet for vold, efter hans tidligere kone over en længere periode adskillige gange har meldt ham til politiet. Det er statsadvokaten i Viborg, der mener, at to af tilfældene kan bære en tiltale efter den milde volds-paragraf.

- Jeg har ikke udøvet vold. Jeg har gjort og sagt ting, som jeg fortryder, men jeg har ikke udøvet vold, så jeg ser frem til at blive renset i retten. Men det er en sag, der har hængt længe over mit hoved, fordi jeg i februar valgte at gå fra min kone. Det har været en ubehagelig tid, hvor der har været en byge af anmeldelser, som jeg også er afhørt om, lyder det fra Peter Sørensen, der slår fast, at han ikke vil gå ind i mudderkastning med sin eks-kone.

Parret har en to-årig pige sammen, og siden bruddet har de blandt andet kæmpet om forældremyndighed og samkvemsretten over barnet.

- Der er ikke noget, som ikke er i spil i vores skilsmisse, men jeg vil ikke deltage i beskyldninger mod min ekskone. Hun er stadig mor til min datter, men der er selvfølgelig en voldsom anklage fra hendes side. Men det handler om, at jeg skulle have skubbet og trukket i hendes arm.

- Og nej. Vi er ikke enige i, hvem der skal have vores datter, siger Peter Sørensen.

Midtjyllands Avis har uden held forsøgt at få en kommentar fra Peter Sørensen eks-kone. Til Ekstra Bladet siger hun, at hun er gået under jorden med parrets datter, og at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen.


Sagen genoptaget

SIF-manageren fik ellers for et par måneder siden at vide, at alle anmeldelser mod ham var droppet. Det fik hans eks-kone til at klage til statsadvokaten i Viborg, og tirsdag sendte statsadvokat Jan Reckendorff besked til Østjyllands Poltiti om, at der skal rejses en tiltale.

- Jeg blev ringet op af en betjent, der fortalte mig det. Det er jeg skuffet over. Men der er stødt en veninde til, som har bekræftet min eks-kones version.

- Jeg har gjort og sagt dumme ting, som jeg fortryder, men jeg har ikke udøvet vold, konstaterer Peter Sørensen, som nu har fået den kendte advokat Michael Juul Eriksen som forsvarer.

SIF-manageren bliver tiltalt for to tilfælde af vold. Det drejer sig om en sag i august 2014, hvor Peter Sørensen ifølge ekskonen skulle have skubbet til hende, mens hun stod med parrets barn i armene, så hun faldt ned på et bord. Efterfølgende skulle han ifølge eks-konen have trukket hende og datteren ind i et værelse.

I det andet punkt beskrives, hvordan Peter Sørensen under en fest i et kolonihavehus i 2015 tog hårdt fat i hustruens arm og trak i den, så hun væltede. Og efterfølgende trak hende hen over nogle fliser.

Derfor er der nu lagt op til, at Peter Sørensen skal afgive forklaring ved en retssag i Aarhus.

- Jeg kommer til at fortælle sandheden igen. Jeg kommer ikke til at fortælle om et lykkeligt ægteskab. Det har været stormfuldt og tumultarisk. Jeg har ikke været englen altid. Jeg har også gjort masser af tåbeligheder, sagt tåbeligheder og været ophidset. Det fortryder jeg, men jeg har aldrig været voldelig.

- Og de her sager, som jeg er sigtet for, er pure opspind, siger superligatræneren.


Sag gør ondt

Han lægger ikke skjul på, at sagen gør ondt. Efter en opslidende skilsmisse er han nu forsidestof i landets aviser og skal gennem en retssag.

- Oven i en hård skilsmisse, hvor der er et lille barn, kommer der nu en sigtelse. Det er ubehageligt at skulle stå model til - også når man inddrager myndighederne og nu medierne.

- Jeg har også to store drenge, som bliver trukket ind i det, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det, siger Peter Sørensen.

Efter mødet med Midtjyllands Avis tog Peter Sørensen til træning på Søholt, hvor han holdt møde med sine spillere.

Efterfølgende slog anfører Dennis Flinta fast på spillernes vegne, at SIF'erne ikke har nogen kommentarer til Peter Sørensens sag.

Manageren siger selv om mødet:

- Jeg har orienteret dem om sagen og den seneste udvikling, og jeg har også løbende orienteret dem om, at jeg er i en skilsmissesag, som er ubehagelig, og hvor der ikke bliver sparet på krudtet, siger Peter Sørensen.


Ordet er dit