Tip os
Østjyllands Politi vurderer nu, at den 45-årige far slog sin familie ihjel i huset på Amstrup Bakker, hvorefter han begik selvmord.
Foto: Martin Ballund


Politiet: Faderen dræbte sin familie

Østjyllands Politi vurderer, at 45-årig familiefar slog sin familie ihjel, inden han begik selvmord
10. januar 2017, 18.18

ulstrup Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse tirsdag aften, at politiet vurderer, at det er den 45-årige far, som har dræbt sin 42-årige kone og parrets fire børn i huset på Amstrup Bakker i Ulstrup, hvorefter manden har begået selvmord.

Østjyllands Politi har dagen igennem fortsat efterforskningen i sagen om de seks døde personer, der i går blev fundet i Ulstrup, herunder foretaget gerningsstedsundersøgelse og retsmedicinske undersøgelser.

Senest er der foretaget en endelig identifikation af de seks personer. Det drejer som om husets beboere i form af en 45-årig mand, hans 42-årige hustru og deres fire fælles børn - to drenge på henholdsvis 3 og 11 år og to piger på henholdsvis 6 og 16 år.

Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv.

Det har tidligere været nævnt i pressen, at der havde været et gasudslip i huset. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at gas har været årsag til dødsfaldene.

Østjyllands Politi fortsætter efterforskningen og de retsmedicinske undersøgelser.


Ordet er dit