Tip os
  • 1/: SSP-betjent Jesper Bang opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om, hvad der er sjove nytårsløjer. - Gode løjer er ikke at sprøjte barberskum eller ketchup på murværk og biler, siger Jesper Bang.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen
  • 1/: Billedet her er fra en tidligere nytårsaften i Silkeborg, hvor et par kom hjem til et hus, der var blevet sprøjtet til med skum.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen

Politi: Barberskum kan være nytårshærværk

SSP-betjent Jesper Bang opfordrer til, at børnene holder sig fra blandt andet barberskum, ketchup, tandpasta og fedtstof til nytårsløjerne
31. december 2016, 06.42

SILKEBORG Det er blevet en tradition, at børn og unge laver nytårsløjer ved at sprøjte barberskum eller smøre margarine på blandt andet biler, murværk og vinduer.

Men lige så sikkert er det også, at politiet efter nytår får anmeldelser fra frustrerede hus- og bilejere, der ikke kan få skidtet til at forsvinde igen. Det oplyser SSP-betjent Jesper Bang fra politiet i Silkeborg.

Han opfordrer til, at forældrene rådgiver børnene om, hvad der er gode nytårsløjer.

- I bund og grund er det uskyldige forsøg på at lave lidt løjer. Men når der bliver sprøjtet blandt andet barberskum eller ketchup på murværk, så kan det resultere i varige skader på huset. Og det er i bund og grund hærværk, siger Jesper Bang.

Han er på ingen måde modstander af, at børn og unge laver løjer nytårsaften.

- Man skal bare sørge for, at man ikke ødelægger noget. At flytte en skraldespand, en trailer eller vikle noget toiletpapir rundt om buske er til at overse. Men det er for meget, når nogen får bøvl bagefter med forsikringen eller skal ud i politianmeldelser, fordi noget er blevet ødelagt, siger Jesper Bang.

Får eksempelvis barberskum lov til at sidde for længe på en bil, skader det lakken på bilen. Margarine på vinduer kan også give varige skader.

- Barberskum, tandpasta og lignende indeholder nogle kemiske stoffer, som kan lave skade, konstaterer Jesper Bang, der derfor har ét godt råd.

- Lad den slags blive hjemme og lav nogle løjer, der ikke gør skade.


Ordet er dit