Tip os
På landsplan har 81,1 procent af borgerne tillid til politiet, mens tallet i Sydøstjyllands Politikreds er på 81, 2 procent.

Ni ud af 10 borgere føler sig trygge

Sydøstjyllands Politikreds ligger lidt over landet som helhed i nyt tryghedsindeks
03. januar 2017, 11.37

SKANDERBORG/RY/GALTEN Ni ud af ti borgere i denne del af landet føler sig trygge i deres nabolag.

Det viser det nye tryghedsindeks, som Sydøstjyllands Politi har fremlagt.

De seneste fire år er trygheden blandt danskerne og deres tillid til politiet blevet målt på baggrund af to forhold - dels en spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne og dels politiets anmeldelsesstatistik for det givne område.

- Dette års tryghedsindeks viser, at borgerne i Sydøstjyllands Politikreds generelt set er meget trygge i deres nabolag og nærer stor tillid til politiet, siger fungerende chefpolitiinspektør Klaus Munk Nielsen i en pressemeddelelse.


Lidt højere

Indekset viser, at 89,1 procent af danskerne på landsplan føler sig trygge i deres nabolag, mens tallet i Sydøstjyllands Politikreds ligger en smule højere, nemlig på 90 procent.

Også tilliden til politiet er høj.

På landsplan har 81,1 procent af borgerne tillid til politiet, hvor det i Sydøstjyllands Politikreds ligger på 81, 2 procent.

- Trygheden og tilliden til Sydøstjyllands Politi ligger stort set på niveau med 2015, og på flere områder ligger vi som forrige år også over landsgennemsnittet. Det er vi rigtig glade for, og vi ser det som et pejlemærke for, at vi gør vores arbejde godt, og at vores politiindsatser skaber den borgertryghed, som vi ønsker. Vi lægger os i selen for, at det fortsat bliver sådan, og også gerne endnu bedre, siger Klaus Munk Nielsen.

I særligt udsatte boligområder ligger trygheden lavere, men er på vej op. Der er udpeget tre særligt udsatte områder i politikredsen - i henholdsvis Fredericia, Vejle og Kolding.

Tryghedsindekset er baseret på over 11.000 besvarede spørgeskemaer og politiets anmeldelsesregister fra oktober 2015 til og med september 2016. sinn


Ordet er dit