Tip os

Mon ikke Stauning, Anker og Auken ville vende sig i deres grave

10. januar 2017, 13.15

DEBAT »DEN BEDSTE DANSKE OPFINDELSE ER DANMARK«. Denne oplysning på rød baggrund og med Socialdemokratiet som underskriver stod som det eneste hen over forsiden på Metroxpress-avisen den 3. januar. Og blev gentaget med en intetsigende undertekst og et uhyggeligt billede af Mette Frederiksen over hele side 2 og prydede hele bagsiden af avisen. Bagsiden yderligere krydret med 6 fotos af »rigtige« pæredanske arkedanskere. Ikke et eneste foto af en dansker med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg gad vide, hvad disse helsidesannoncer på avisens suverænt dyreste annoncesider har kostet Socialdemokratiets medlemmer? Nå, dem om det ...

Dansk Folkeparti må være grønne af misundelse over annoncerne, som garanteret ikke er fundet på af fru Frederiksen, men af oversmarte højt betalte mediemanipulatorer. Manipulatorer, der forstår at udbasunere et ekstremistisk budskab uden direkte at sige en skid! Det vigtigste og grimmeste i annoncerne er nemlig alt det, der ikke bliver sagt eller vist.

I annoncerne er det underforstået, at alt dansk er, - altid har været og altid vil være »opfundet« af såkaldt etniske danskere, hvordan i alverden sådanne ellers skal defineres. Danmark er og har vel til alle tider været et mere eller mindre multietnisk samfund.

I sidste og dette århundrede har indvandringen af »ikke-danskere« endog været meget synlig. De første indvandrere i denne periode bød vi - i hvert fald officielt - hjerteligt velkommen til; polske roeplukkere, hvis antal i 1900 var 2000 og i 1914 over 14.000. Flygtninge fra 1. og 2. verdenskrig (en stor del jøder), flygtninge fra Ungarn i 1956, »fremmedarbejdere« fra primært Tyrkiet og det daværende Jugoslavien op igennem 60'erne / 70'erne og de store flygtningestrømme på grund af de forfærdelige krige i Mellemøsten i de senere år. I alt bor der i Danmark personer fra mere end 200 lande! I alt er de samlede tal for indvandrere og deres efterkommere ifølge Danmarks statistik i 2016: Vestlige lande: 266.000 mennesker. Ikke-vestlige lande: 473.000 mennesker.

I alt 739.000 mennesker med anden etnisk baggrund end dansk bor der altså i Danmark! Langt de fleste af disse mennesker hører ikke til blandt de økonomisk velbjærgede i Danmark, for nu at bruge en ægte jydsk underdrivelse.

Hvad er der sket med Socialdemokratiet, siden det nu er nået så vidt, at man i deres reklamer tillader sig ikke alene at ignorere, men faktisk med fortielse direkte diskriminerer en så væsentlig befolkningsgruppe??? Hvoraf den væsentligste del ville have været en primær målgruppe for det gamle Socialdemokratiet!?

Noget helt andet er i øvrigt, at hvis Danmark er den bedste danske opfindelse, så er den opfindelse med Socialdemokratiets markante medvirken da ved at blive totalt kuldsejlet. Det gælder ikke alene overtagelsen af Dansk Folkepartis fremmedfjendske attituder, men hele den igangværende nedsmeltning af det danske velfærdssamfund.


Ordet er dit