Tip os
  • 1/: Thomas Wils: It-værktøjer har uden tvivl givet mig modet til at vokse.
    Foto: Martin Ballund
  • 1/: Jakob Ebbesen: - Jeg tror, mange håndværksmestre netop er bange for at miste kontrol og overblik, men i virkeligheden har digitalisering givet mig mere overblik, end jeg havde før.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen

Lokale håndværksmestre mestrer it

Tømrermester Jakob Ebbesen i Fårvang får pris som en af landets mest it-parate tømrerfirmaer
05. januar 2017, 06.51

SINDING/FÅRVANG Fårvang-tømrermester Jakob Ebbesen er blandt de fem danske håndværkere, der i februar får overrakt priserne som Danmarks mest it-parate håndværksvirksomheder.

Prisen uddeles til de virksomheder, der er bedst til at benytte it-værktøjer, så de understøtter netop deres forretning inden for fem faser i byggeprocessen.

Det fortæller magasinet Mester Tidende, der har talt med tømrermester Jakob Ebbesen i Fårvang og Thomas Wils, Wils A/S i Sinding om emnet. Alt tyder nemlig på, at it-værktøjer er blevet en nødvendighed for vækst og overlevelse.

Jakob Ebbesen indførte it-værktøjer i 2015, og han blev hurtigt overrasket over, hvor meget tid kan kunne spare på kontoret.

Tid er som bekendt penge, men for Jakob Ebbesen er det lige så vigtigt, at han har fået overskud til bedre ledelse, til at levere et bedre produkt og til at få bedre overblik over sine byggesager.

- Jeg tror, mange håndværksmestre netop er bange for at miste kontrol og overblik, men i virkeligheden har digitalisering givet mig mere overblik, end jeg havde før. Der var nogle nye vaner, der skulle indarbejdes hos svendene og hos mig selv, men man får indsatsen mange gange igen, når først man har besluttet sig for at tage springet fra papir til pc, siger Jakob Ebbesen til Mester Tidende.

For murer- og tømrervirksomheden Wils A/S har it-værktøjer været stærkt medvirkende til firmaets vækst gennem de seneste tre år ifølge indehaver Thomas Wils.

Fra at være 16 mand i 2013 beskæftiger virksomheden i dag 40 mand og er underentreprenør på et stort projekt i Ceres Byen i Aarhus.

- It-værktøjer har uden tvivl givet mig modet til at vokse. Uden det overblik, jeg har fået gennem systemerne, havde jeg aldrig kastet mig ud i så store opgaver. Omvendt hjælper it-værktøjerne mig også med at se nøgternt på økonomien, så jeg ikke byder på opgaver, jeg ikke tjener noget på, eller ansætter flere folk, end jeg har brug for i det lange løb, siger Thomas Wils til Mester Tidende.

Årets mest it-parate virksomheder får overrakt priserne på Dansk Byggeris it-messe på Teknologisk Institut i Taastrup 7. februar og i Aarhus 8. februar.


Ordet er dit