Tip os

Hvad vil du så, Leif Lahn?

05. januar 2017, 13.28

DEBAT Ikke engang nyheden om, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er reduceret med 4000, siden kontanthjælpsloftet blev vedtaget, kan Leif Lahn (S) glæde sig over. Men det er selvfølgelig også nemmere at kritisere, end selv at komme med forslag.

Når faldet sker efter kontanthjælpsloftet blev vedtaget, så siger det noget om, at politikken virker. Det er ikke det samme som at konstatere, at kontanthjælpsloftet er det eneste, der har betydning for faldet. Det handler også om forbedrede økonomiske konjunkturer og et stop for flygtningestrømmen. Men vi må fastholde, at kontanthjælpsloftet sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde. Og det betyder altså noget for de mennesker, der skal hjælpes tættere på arbejdsmarkedet.

Men når nu Leif Lahn ikke kan glæde sig over faldet, så er det jo nærliggende at spørge, hvad han og Socialdemokratiet så vil? Noget af det første, Mette Frederiksen gjorde som minister, var at afskaffe det gamle kontanthjælpsloft. Og hvordan gik det så med antallet af personer på kontanthjælp? Ja, det steg markant. Det blev ganske enkelt mindre attraktivt at tage et arbejde.

Det er nok også derfor, at Leif Lahn gentagne gange ikke kan svare på, om Socialdemokratiet igen vil afskaffe kontanthjælpsloftet, hvis de skulle vinde næste valg. Det kan være svært, når det viser sig, at kontanthjælpsloftet virker.

Det handler om at få flere med i arbejdsfællesskabet. Svaret er ikke at gøre det mindre attraktivt at tage et arbejde ved at hæve kontanthjælpen eller fjerne kontanthjælpsloftet. Det er ikke holdbart med et velfærdssamfund, hvor færre skal forsørge stadig flere. Venstre stiller ikke urimelige krav til nogen. Men vi insisterer på, at alle der kan, skal bidrage. Både for samfundets og for den enkeltes skyld.


Ordet er dit