Tip os
  • 1/: Borgmester Jørgen Gaarde og forsynings-formand Henrik Müller (tv.) tog første spadestik til det nye Aquaglobe, der kommer til at se ud som på tegningen til højre.
  • 1/:

Aquaglobe - ambitiøst besøgscenter for vandteknologi på vej

Skanderborg Forsyning, AVK, Kamstrup og Grundfos er gået sammen om nyt besøgs- og videnscenter for vandteknologi
06. januar 2017, 16.27

SKANDERBORG Skanderborg får snart et højteknologisk besøgs- og videnscenter for ny dansk vandteknologi.

Det er tre af de helt store virksomheder i branchen, nemlig AVK i Galten, Kamstrup i Stilling og Bjerringbro-virksomheden Grundfos, som er gået sammen med Skanderborg Forsyning, der ejes af Skanderborg Kommune, om at etablere Aquaglobe.

Første spadestik til det nye besøgscenter blev i går taget af borgmester Jørgen Gaarde og formand for Skanderborg Forsyning, Henrik Müller.

Centret kommer til at ligge sammen med Skanderborg Forsyning på Døjsøvej i Skanderborg i en helt ny cirkelformet bygning tegnet af Cubo Arkitekter.

Aquaglobe får flere funktioner. Dels skal det være et videnscenter og testlaboratorium for den nyeste vandteknologi.

Dels et besøgscenter, hvor de verdensførende lokale virksomheder og Skanderborg Forsyning kan fremvise ny teknologi og innovative løsninger - både for borgere og for kunder.

På den måde kan AquaGlobe forhåbentlig være med til at øge eksporten for de deltagende virksomheder og skabe lokale arbejdspladser.

AquaGlobe skal desuden give Skanderborg Forsyning mulighed for at anvende de nyeste løsninger i ledningsnettet og på værkerne og derved sikre både lave priser til borgere og virksomheder, og et renere miljø i Skanderborg.

Ud over at arbejde med nye teknologier og tiltag vil Skanderborg Forsyning desuden oprette en besøgstjeneste for skoler og børnehaver.

Efter planen skal byggeriet stå færdigt inden udgangen af 2017.


Ordet er dit