Lars Bak.

Lars Bak savnede selskab i Giro-udbrud

07. maj 2012, 22.32

Inden Giro d'Italia gik i gang, havde det belgiske mandskab Lotto-Bellisol og Lars Bak ingen særlige planer for løbets tre etaper i Danmark, men danskeren har villet det anderledes, efter han kom i sadlen på sin hjemmebane.

På mandagens 3. etape kørte Bak - ligesom på 2. etape - væk fra hovedfeltet. Men ligesom søndag måtte han se sig hentet inden målstregen.

- Jeg synes ikke engang, at benene var specielt gode, men man bliver nødt til at prøve det, for det er ikke hver dag, at Giroen er i Danmark. Så det er med at udnytte chancen, siger Lars Bak.

Team Sky arbejdede stenhårdt for at samle feltet, og det lykkedes, da Lars Bak blev hentet 11 kilometer fra målstregen.

Det engelske mandskab fik dog ingen gevinst, da Mark Cavendish styrtede tungt i finalen, mens hans tidligere holdkammeret Matthew Goss vandt sin første grand tour-sejr for Greenedge.

Lars Bak savnede selskab, mens han var i udbrud.

- Jeg tænkte, at skulle det være, så skulle det være inden de sidste 10 kilometer, for der er farten for høj.

- Og så håbede jeg, at jeg kunne få nogen med, men det var som om, at folk hellere ville til Italien. De vidste, at det ville blive en massespurt, så de ville ikke bruge kræfterne på det, siger Lars Bak.

 

/ritzau/


Relaterede artikler

Ordet er dit