Silkeborgenser frifundet for røverisk overfald

17. april 2012, 13.30

En 21-årig mand fra Silkeborg kunne ånde lettet op, da han i byretten i Viborg blev frifundet for knivstikkeri og røveri mod en mand fra Viborg.

Overfaldet fandt sted den 24. november i fjor omkring klokken seks om morgenen på en øde gade i Viborg.

Her blev en offeret kontaktet af en gerningsmand som råbte, at han skulle give ham pengene og nøglerne til hans bil. Da manden nægtede at give noget til røveren, stak røveren ham i armen med en kniv og pådrog ham et overfladisk snitsår.

Overfaldet blev dog først anmeldt dagen efter, da manden, som blev udsat for røveriet, mødte den formodede gerningsmand på et diskotek. Her truede røveren angiveligt offeret ved at sige: »Tak for i går. Du skal passe på i aften«.

Den 21-årige tiltalte forklarede i retten, at han den pågældende nat havde været på besøg hos sin mor i Silkeborg. Politiet havde i forbindelse med efterforskningen af sagen blandt andet hentet masteoplysninger fra den tiltaltes mobiltelefon.

Oplysningerne viser, at den 21-årige ganske rigtigt havde befundet sig i Silkeborg om aftenen.

Men oplysningerne viste desuden, at signalet fra mobiltelefonen senere på aftenen/natten skiftede til Viborg. Det var dog ikke nok til en domfældelse af den 21-årige mand.

Domsmandsretten vurderede desuden, at røveri-offerets genkendelse af gerningsmanden ikke var sikker nok til en domfældelse.

Derfor blev den 21-årige mand frikendt.


Relaterede artikler

Ordet er dit