Arkivfoto

Forældre sætter børn i gang med at drikke

15. november 2011, 12.04

SILKEBORG: Det er tilsyneladende forældrene, der er problemet, når børn helt ned til 6. klasse får deres første smag for alkohol.

En spørgeundersøgelse blandt mere end 600 elever i 6. til 9. klasse (11 til 15 år) på fire skoler i Silkeborg Kommune, viser, at det er forældrene, der i stort omfang tillader at børnene prøver at drikke alkohol i en meget tidlig alder.

Blandt andet har 21,5 procent af børnenes forældre givet dem lov til at drikke alkohol, da de gik i 6. klasse. Og 51,6 procent af børnene fortæller, at da de senest drak alkohol, så fik de den af deres forældre.

- Holdningen blandt mange er tilsyneladende, at det er acceptabelt at drikke. Det er virkelig bekymrende og tankevækkende, at man tilbyder børn at måtte drikke hjemme, når de kun går i 6. eller 7. klasse, siger Gitte Willumsen (V).

Hun er formand for ældre-og sundhedsudvalget, der via kommunens sundhedspulje har gennemført det tre-årige projekt »Slut med børn og sprut«, som spørgsundersøgelsen er en del af.

Projektets formål var at hæve børnenes debutalder for at drikke alkohol til 16 år, som samtidig er den alder, hvor de unge må købe øl og alkoholsodavand i butikkerne. Det er ikke lykkedes.

- Men vi kan trods alt se, at der er færre i 6. og 7. klasse, der har prøvet at drikke alkohol, end da vi startede projektet, siger Gitte Willumsen, der som kommunens SSP-konsulenter mener, at problemerne må tages op i skolerne gennem undervisning, men også på forældremøder.

- For det er forældrene, vi skal have fat i, siger Gitte Willumsen.


Ordet er dit