Royale tvillinger skal sove i senge fra Silkeborg

24. januar 2011, 07.31

SILKEBORG: Når kronprinsesse Mary og kronprins Frederik lægger deres små tvillinger til at sove i børneværelset på Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, er det i to små Leandersenge, som er designet af Stig Leander, grundlægger og indehaver af Leander Form.

Det er de færreste, der bliver kongelig hofleverandør i børnesenge, men det blåstempel har designvirksomheden Leander Form nu fået, og det kongelig eventyr begyndte en efterårsdag, da en sekretær fra Kongehuset ringede for at få informationer om Leandersengen.

- Jeg var her ikke, men sælgerne var helt oppe at køre, da de fortalte om opringningen. Jeg vidste slet ikke, kronprinseparret skulle have tvillinger, smiler Stig Leander, som ringede tilbage til sekretæren.

- Kronprinseparret havde kigget på flere senge, men da jeg snakkede med sekretæren, kunne jeg tydeligt høre, at parret havde besluttet sig for at vælge Leandersengen. De ønskede blot at høre mere om sengens funktioner og hvilke farver, de kunne vælge den i, fortæller designeren.

Han pakkede en lille pakke med brochurer, stofprøver til sengeranden og træprøver, så kronprinsesse Mary og kronprins Frederik kunne se, hvilke valgmuligheder der var til tvillingerne, som blev født for to uger siden.

Kort tid efter kronprinseparret havde modtaget pakken fra Silkeborg-virksomheden, dumpede et brev ned i postkassen hos Leander Form på Korshøjvej, hvori der stod, at kronprinseparret havde besluttet sig for at købe to Leandersenge, som de valgte at få leveret fra en lokal Babysam på Roskildevej i København.

- Det er jo ikke sådan, at verden pludselig er en anden, fordi kronprinseparret har købt vores senge. Det er altid fedt, når folk udtrykker, at de kan lide ens ting. Men det afgørende er altid at gøre sig umage, forfine tingene og have et godt produkt, mener Stig Leander, som i 2005 sendte Leandersengen på markedet.

Sengen sælges nu i 40 lande, og også i kronprinsesse Marys hjemland, Australien, er sengen populær.


Ordet er dit